Ole Vadum Dahls forord til Mærk livet

En personlig bog om det transpersonlige

Bettina Vilmun har med Mærk Livet skrevet en meget dyb og vedkommende bog, som jeg mener, alle spirituelt interesserede og søgende kan hente stor inspiration fra.

Det er en bog, hvor Bettina Vilmun perspektiverer sine begavede interviews med en række forfattere og spirituelle lærere med sine egne livserfaringer og sin egen personlige spirituelle rejse. Mærk Livet er derfor ikke bare endnu en teoretisk fremstilling af forskellige spirituelle retninger og bevidsthedsteknikker. Mærk Livet er en bog, som er følt og det er dens store styrke og gennemslagskraft.

Det siges, at vi får svar efter, hvordan vi spørger. Og en interviewer som Bettina Vilmun, der dels har en stor psykologisk og spirituel indsigt, og dels er gået ud og har gjort sig erfaringer med de svar, hun får igennem sine interviews, har mulighed for at skrive en virkelig vedkommende bog. Og det er lige netop, hvad hun har gjort. Bogens indhold er vedkommende og relevant for så vel spirituelt søgende som dem, der ønsker et seriøst perspektiv på livets store spørgsmål.

Når man skal formidle noget så komplekst, noget der er så lidt lineært og logisk, som spiritualitet og bevidsthedsudvikling, er man nødt til at gøre det personligt, for at få budskabet igennem. Det synes jeg virkelig, er lykkedes med Mærk Livet.

Det personlige er brugt til at formidle det upersonlige, nemlig den transpersonlige dimension indenfor personlig udvikling. For som som det vil fremgå af bogen, handler personlig udvikling også i høj grad om netop det, der rækker ud over det personlige. Og en dybt personlig og jordnær bog om det svære emne, det transpersonlige, er lidt af en opgave, men jeg synes virkelig, at Bettina Vilmun har mestret den balancegang rigtig godt.

Og så er vi allerede inde på et af de emner, der er et gennemgående tema i hele bogen, nemlig balance. Bogen balancerer netop mellem det meget personlige og det transpersonlige, mellem det statiske og det levende, mellem det individuelle og det kollektive, mellem det meditative og det terapeutiske, mellem ens egen personlige proces og forholdet til andre, mellem den indadvendte østlige praksis og den mere udadvendte vestlige terapi osv. Spiritualitet handler netop om helheden, om ikke at vælge side, men om at lære at balancere i midten. 

Spiritualitet, en levende mestring af øjeblikket

Et af de temaer, der går igen blandt spirituelt søgende sjæle, er længslen efter vores højere selv, den realiserede højere bevidsthed. Mange af os håber på at fi nde ind til en endelig tilstand af spirituel oplysning, en slags lyksalig essentiel væren, som vi efter den ”endelige spirituelle åbning” kan leve videre i, frigjort fra sindets støj og livets genvordigheder. Her er vi nok tilbøjelige vi til at overføre vores ”normale” bevidstheds objekttænkning på vores drømme og forestillinger om spiritualiteten. Men højere bevidsthed er ikke noget statisk. Det er en levende og konstant balancegang mellem modsætninger fra øjeblik til øjeblik, fra nu til nu.

Vi kunne sammenligne spiritualitet med begrebet sundhed. Jeg mener ikke, at sundhed er en statisk tilstand. Sundhed er kroppens evne til at genoprette den balance, som hele tiden vil blive forstyrret. En sund reaktion på sult er at spise noget, og hvis vi er tørstige, drikker vi forhåbentlig noget væske, som kan genoprette kroppens væskebalance osv. Og sådan er det også med spiritualiteten og rejsen ind i vores essentielle essens. Vores essentielle nærvær er noget man bliver god til at have en speciel opmærksomhed på og kunsten er at balancere i dette fokus. Lad mig give et billede på det:

Forestil dig, at vores almindelige bevidsthed, vores ”jeg” er ligesom et sæt tøj, og vores spirituelle potentiale er ligesom en stor bøtte med farve. Hver gang vi kommer ind i dyb meditation eller på anden måde får en spirituel åbning, dypper vi billedligt talt vores tøj i bøtten med farve. Og sikke anderledes og sikke smukt vores tøj opleves efter sådan en omgang farvning. Men hvad sker der typisk,når vi efterfølgende hænger vores nyfarvede tøj op på livets tørresnor? – Det falmer relativt hurtigt i vind og vejr, og oplevelsen falmer så at sige også. Så vi er nødt til at finde bøtten med farven frem igen og få dyppet tøjet endnu en gang. Og hvad sker der så, når vi endnu en gang hænger tøjet op på tørresnoren? Den spirituelle farve holder måske lidt længere, men efter et stykke tid må vi til det igen.

Og sådan er det også med den spirituelle praksis. Vi kan ikke satse på en enkelt effektiv meditation eller spirituel åbning. Spiritualiteten er ikke farvefast. Spiritualitet er selve livet, det er levende bevidsthed fra øjeblik til øjeblik, konstant i bevægelse og kreativ forvandling. Vi kan så at sige ”dyppe” jeget i den spirituelle oplevelse eller erkendelse, og det vil efterhånden i højere grad blive mættet med mere farve, dvs. at jeget bliver mere og mere gennemtrængt af højere grader af nærvær og spirituel glæde.

Men den spirituelle udvikling handler ikke om at blive ”farvefast”. Det handler om at blive god til at dyppe, når vi har brug for det. På den måde er spirituel udvikling ikke noget statisk, men noget vi kan blive gode til at gøre fra øjeblik til øjeblik.

Det er derfor jeg så godt kan lide, når vi anvender ordet ”mester” om et spirituelt oplyst menneske. Det et er menneske, der mestrer sin egen bevidsthed. Man er jo ikke en mester, hvis oplysthed er en statisk tilstand, for så er der ikke noget at mestre. Mesteren er den, der mestrer det spirituelle nærværs konstante balancekunst i nuet.

Spiritualitet, fællesskab eller selvfrelse?

Mærk Livet formidler også på forskellige måder at forholdet til dig er lig med forholdet til andre. At måden du relaterer til andre afspejler hvordan du relaterer til dig selv og omvendt.

Paradokset er, at jo mere vi bevæger os ind i vores egen personlige kerne, des mere opdager vi fællesskabet i den. Når vi på vores udviklingsrejse bevæger os igennem den begrænsende personlige selvopfattelse og får en spirituel oplevelse af de fællesmenneskelige grundvilkår, sker der et radikalt skift i måden vi forholder os til vores omverden på.

Vi har i forskellige dele af verden forsøgt at skabe følelsen af fællesskab ved at skabe kommunistiske og socialistiske samfund, men det har ikke ført til ret meget reelt fællesskab. Og igen, det paradoksale er at jo mere man bevæger sig ind i sin personlige essens, des mere bevæger man sig reelt ind i fællesskabet. Lad mig igen bruge et billede:

Forestil dig, at hver gang vi får kontakt med vores spirituelle værenskerne, tænder vi så at sige vores individuelle lyskegle i det relativt formørkede kollektive ubevidste. Men der skal mange lyskegler til for at lyse et meget stort og mørkt rum op. Vi kan hver især ikke gøre det alene. Så jo flere vi er, som tænder vores lyskegle, jo lysere bliver det fælles rum, og på et tidspunkt vil vi opdage, at de individuelle lyskegler ikke længere er adskilt, men nu hver især er vage konturer i det fælles lys, som de tilsammen har skabt. Lyset er vores fælles natur. Der er kun et lys, og det er vores fælles oplyste bevidsthed. Så spirituel udvikling er, som Jes Bertelsen en gang har sagt, ikke en slags selvfrelse. Det er også et ansvar vi har for hinanden.

Vores smukke blå planet har i den grad brug for at vores fælles bevidsthed vokser. Det gør den, når vi hver især går ind i en seriøs bevidsthedsudvikling, som Mærk Livet så fint illustrerer og inspirerer til. Vi står i de kommende år overfor nogle globale udfordringer, som virkelig kræver et bevidsthedsløft.

Hvis vi hver især tager ansvaret for at tænde hver vores lyskegle, har vi bidraget til den indre del af arbejdet. Forhåbentlig smitter det af på vores hverdagsliv i form af et større personligt overskud, som vi så kan bruge til også at engagere os i at være medskabere af en bedre verden på det ydre plan.

Ole Vadum Dahl