Tidssygen stjæler dit liv som en tyv i natten

To be or not to be - that is the question. Billede fra Devian Art.
To be or not to be – that is the question. Billede fra Devian Art.

Der findes en sygdom som de fleste af os lider af i større eller mindre grad. Den stjæler vores tid, vores liv og når vi er hårdest angrebet, går det også ud over vores helbred. 

Tidssyge. Oplevelsen af, at der ikke er tid nok.

Allerede i 1982 formulerede den amerikanske læge Larry Dossey udtrykket “tidssyge” som en beskrivelse af den sygelige tro på, at “tiden forsvinder, at der ikke er nok af den, og at man er nødt til at træde hårdere og hårdere i pedalerne for at følge med.”

Det er en kulturelt betinget sygdom. En slags kollektiv hypnose, et fravær fra nuet, en drømmesøvn i en verden, der speeder op i et tempo, så det opleves som om der ikke er tid nok. Det er der heller ikke, når man er ramt af den. Tidssygen. Så opdager man en dag, at livet gled forbi, mens man var optaget af andre ting.

Klaus Schwab, grundlægger af og formand for World Economic Forum forudsagde for mange år siden: “Vi går fra en verden, hvor de store æder de små, til en, hvor de hurtige æder de langsomme.”

Det har dog en pris at være en af de hurtige og æde de langsomme. Jeg interviewede engang læge og pioneer indenfor personlig udvikling,  Richard Moss om emnet. Han sagde, at når vi er i hurtighedens vold, er følelseskvaliteter som medfølelse, tilgivelse, empati og taknemmelighed helt uden for rækkevidde. Hurtighed og intensitet er derimod forbundet med aggression, vrede, vold og smerte.(http://www.vilmun.dk/taenk-paa-nuet-som-din-elsker/

At være eller ikke at være – det er udfordringen

For at være tilgængelig for nærende og frugtbare følelser og skabe en positiv neurobiologisk spiral, er vi nødt til at geare ned i tempo ind i mellem. Gå fra handlemodus til værensmodus. Blive stille.

Vi er oppe imod store kræfter i en del af vores kultur, som er kommet helt ud af balance, gør folk syge af stress og udbrændthed og dræner ethvert menneskeliv for livskvalitet. Derfor er vi nødt til at tage et meget bevidst valg. Dybden i Shakespeares ”to be or not to be – that is the question” er mere relevant end nogensinde. Et valg, der er muligt i alle de øjeblikke, der danner vores liv, men som vi desværre ofte ikke opdager. Og vælger derfor uden at ænse det – “not to be”.

Alle de fine, gode og nærende kvaliteter,  som vi oplever ved at være menneske, kærlighed, medfølelse, taknemmelighed findes i nærværet og nærværet blomstrer kun i stilhed og ro og en i perioder mere langsommelig tilgang til sit liv. Ikke at nærvær ikke kan være dynamisk, men der skal være perioder af ro og evne til være stille, til at være i en dybere kontakt med sig selv og andre mennesker.

En afslappet krop, avler positive tanker og når vi er stressede og opspændte i vores krop, avler vi frygtsomme tanker og på den måde kommer ind en selvforstærkende negativ spiral, når vi er ramt af tidssygen.

Det betyder, at vi er nødt til at turde erstatte handlen, intensitet og hurtighed med …ingenting. Blive bedre til at lytte indad, lytte højere og dybere. Lytte til stilheden bag vort sinds støj. Bag tankerne. Sanse nuet fra vores kropsind. Det er på den måde, at vi kommer i kontakt med subtile niveauer af vores bevidsthed og nærende følelser som empati, omsorg, sensitivitet, taknemmelighed og kærlighed, som igen påvirker vores sundhed, fysisk som psykisk.

Når isen er tynd, ligger trygheden i farten

Når vi har modstand på at være stille, lave ingenting og tune ind på livet i vores liv, så er der ofte en god grund. Den skal også adresseres….med nænsomhed…for at vi kan komme videre med stilhedsarbejdet, uanset hvilken metode vi bruger, for at blive stille og intime med os selv på dybere plan.

Når isen er tynd, ligger trygheden i farten.

Med andre ord, er vi ofte ubevidst bange for ubearbejdede følelser, der ligger lige under bevidsthedsoverfladen, skal oversvømme os, hvis vi bliver stille. Her har vi hver især vores egen unikke sår-DNA, men meget forenklet, vil der være en fælles tråd. En næsten hypnotisk, ofte meget ubevidst forestilling om, at hvis vi ikke hele tiden knokler for at blive accepteret, anerkendt og elsket, går vi til grunde.

Vi har ganske enkelt travlt, fordi der er noget i vores egen historie vi flygter fra. I stedet forsøger vi, at løse den i vores ydre omgivelser. Har vi en grundlæggende frygt for vores eksistensberettigelse, kan det være at vi sætter alt ind på at skabe tryghed – et job med fast løn, pension, forsikringer, penge i banken etc. Eller vi er bange for, at mærke en gammel følelse af ikke at være elsket og derfor knokler vi i vores ydre liv på at være elsket, accepteret og anerkendt. Måske er det også derfor, at vi ikke siger fra og nej, når tempoet går op i vores liv.

Kan vi skabe en empatisk og omsorgsfuld holdning til det sårbare i os, er det muligt at favne det, samtidig med at vi bliver stille. Det er en naturlig del af enhver nærværstræning, at lære at være med os selv på godt og ondt og udvikle en venlig, accepterende og omsorgsfuld indstilling til det hele.

Tidspres den største stressfaktor

Milan Kundera siger det på denne måde i sin roman Langsomheden:

»Der er en hemmelig forbindelse mellem langsomheden og erindringen, mellem hurtigheden og glemslen. Lad os forestille os en yderst banal situation: en mand går på gaden. Pludselig ønsker han at komme i tanke om noget, men mindet forflygtiger sig. I dette øjeblik sagtner han automatisk sin gang. En, der forsøger at glemme en pinlig begivenhed, som han lige har oplevet, sætter derimod farten op, som om han hurtigt ville fjerne sig fra det, som stadig er for tæt på ham i tiden. I den eksistentielle matematik tager denne erfaring form af to elementære ligninger: graden af langsomhed er ligefrem proportional med erindringens intensitet; graden af hurtighed er ligefrem proportional med glemslens intensitet.«

Eller sagt på en anden måde af Richard Moss i Mærk livet:

Mennesker, der ønsker konstant stimulation, er dybest set bange for at møde sig selv. De er i en forstand uvidende, selv om de kan optage enorme mængder af information, for den vigtigste information er det, du ved om dig selv. Og vigtig information kræver, at du ikke hele tiden bliver udsat for stimulation. De fleste mennesker, der kræver stimulation hele tiden, er i virkeligheden bange for, at hvis de sætter tempoet ned, vil de kunne mærke det, de har været bange for at mærke, siden de var babyer.«

Nogle gange er vi nødt til at blive helt stille med det konfronterende spørgsmål: Hvad er det jeg vier mit liv til? Hvordan er kvaliteten af mine øjeblikke? Ikke i går eller i morgen, men lige nu. Hvordan er dit nu, lige nu.

Den eneste antidote mod tidssygen, er at træde ind i nærværet. Når du har givet slip og opdager evigheden i nuet, får du tid og løber ikke håbløst bagefter en tid, der aldrig bliver nok af.

Nogle gange er fem minutter, hvor du trækker vejret med bevidsthed i åndedrættet i maven nok til at træde ud af tidssygen og ind i nuet.

Hvad med lige nu?

 

Most humans are never fully present in the now, because unconsciously they believe that the next moment must be more important than this one. But then you miss your whole life, which is never not now.”

Eckhart Tolle